Vilhelm Jørgensens erindringer.
skrevet Januar - Februar 1945.

Erindringerne i det kommende er afskrevet med samme ordstilling og tegnsætning, som Vilhelm Jørgensen har benyttet sig af.

Leif Svendsen

For at lette læsningen har jeg enkelte steder tilladt mig at begynde på en ny line eller afsnit.
Ved klik på billederne åbnes en ny side, hvor de vises i større format

Kurt Guldbæk


Fra V. Jørgensen, Hvilehjemmet, Gjern St., til
P.K.Hofmansen, Tordenskjoldsgade 30, 4.sal, Kbh. K.


Jeg den ensomme vandrer Vilhelm Jørgensen er født i Addit  Sønder Vissing  Vorladegaards Kommune den 25/2  1874 af husmand Klemmen Jørgensen. Har gået til skole i Havredal, Sjørslev, Kragelund. Sad øverst i lilleklassen og storeklassen. Min lærer Lavritsen i Nim ved Horsens er levende endnu. Sært nok at tænke på, jeg er 70, han er 85. Kom ud at tjene, da jeg var 11 år. Konfirmeret i Kragelund, var jo der til alters, siden har jeg ikke været det, skønt jeg er af en udpræget religiøs natur. Aarsagen til, at jeg kom til at vandre omkring, siger min gamle lærer ved han ikke, har han sagt til beboerne deroppe i Nim. Han var en af mine dygtigste elever, men årsagen var jo mine ophold på herregårde med deres mystik, som tiltrak mig, og trang til spiritus og trang til æventyr, og komme omkring, tjene penge let uden hård slid, ikke gifte sig, men for en stor del er det dog religionen der har ført mig ud i nsomheden. Gjort mig til den ensomme vandrer, vagabond og fribytter, ja, der kunne blive stof til en roman hvis jeg skulle skrive min livshistorie op. Ja, det var religionen, der egentlig førte mig ud, Jeg har været religiøst anlagt, helt fra barndom og ungdom, troede jo på helvede og store forfærdentlige straffedomme. Det tror jeg ikke rigtig på mere, men man ved jo ikke, men jeg holder mig nu på ikke alt for lang afstand fra gud, haabende paa at der er en fortsættelse efter døden, men tvivlen er til tider stærk. Jeg tjente på herregaarde, hvor omgangstonen mellem hinanden skulle være raa  helst  og jo næsten nødvendighed, for at begå sig mellem dem, man maatte jo ikke være sig selv. Det er det, der har ødelagt menneskene, man skulle bande  drikke  beskidt snak, altsammen synd, synd og atter synd, det blev jeg led og bange for. (I brevets margen er skrevet herudfor: skrevet på 2 aftener  jeg er træt). Nej sagde jeg, synde fra morgen til aften, og min samvittighed anklagede mig stærkt, for at begå sig imellem den slags mennesker, det ville jeg ikke fortsætte med. Jeg vil tage ud på vandring handle for at eksistere, vandre omkring for at se noget af det skjønne Danmark. Jeg kom ned til Vester Vov Vov,- aah, det var med forventning, da jeg kom til Lemvig og hørte, der var 2 mil til havet. Hvor snart mon jeg skal skue det store så meget omtalte Vester Vov Vov, ja, der var spænding, så på midtvejs 1 mil fra Lemvig, det skråner opad, å lige på en gang har jeg havet udbredt for mit blik, og de hvide klitter og det forunderlig flade landskab, der ser krodonse melankolsk ud. Jeg besøgte havet, kom ind i Harboøre by og kirke. Da vi gik fra kirken kom der en mand med sin datter og bad mig med hjem at spise. De kunne se, at jeg var en udlænding  ingen Harboøreboer . Jeg kom til at arbejde dernede på Harboøre et halvt år, tærskede for 35 øre om dagen, senere steg det til 50-. Jeg har været i kirke i den store Harboøre Kirke. Mere det halve år, end i 25 år siden. Hvor var det højtidsfuld at komme ind i den store kirke, fyldt til sidste plads af disse djærve vejrbidte fiskere, der kom i deres søstøvler, dagligdags, stovt i deres væsen, og så høre den værdige prælat prædike om helvede synd og nåde og omvendelse, alt mens man kunne høre havets sus, og tænke på de mange fiskere, der måtte lade med livet og ligge i store fællesgrave. Ja, det var højtideligt, man kan slet ikke forklare den stemning og følelse, man kommer i, hverken skriftlig eller mundtlig. Jeg skal lige i korthed citere, hvad han kom med et par søndage i hans prædiken, jeg må jo skynde mig på min rejseberetning at komme til Sevel.

En søndag, der sad nogle unge piger oppe på himlen ved orglet, som havde lidt krøller i panden, og tiskede lidt og hviskede, så siger han: Der sidder de unge piger oppe med slangekrøller på hovedet, i stedet for at sætte deres hår ordentlig anstændigt. Det er godt at vide, det er den gamle slange, de dyrker og tilbeder. Vend om, fald i støvet for Herren  bed om tilgivelse for eders grumhed og syndige liv og vær ikke længere i ledtog med den gamle slange fra helvede. Der sidder så en hel del dernede på de nederste bænke fra Langer Havshuse, en lille fiskerflække lige op ad havet. I danser for Satan som en hund for sin herre. I ville gerne der ingen Jesus var til, så I rigtig kunne hore og drikke. Men en søndag sagde han noget, der let kunne have kostet ham hans embede, men der var ingen, der gjorde noget ud deraf. Der var barnedåb, 2, da så det hele var kommet hen til sakristiet og døbefonten, siger pastor Bertelsen, Danmarks værdige prælat. Han var nu ellers en meget flink mand at komme til privat, ja megt mørk. Nu vil jeg håbe, at I, som skal stå faddere til disse småbørn kommer som kjække og ikke som fordrukne og forhorede bæster. Engang kom jeg til en stærk missionsmand og ville købe en god bog, som han havde til salg. Æ trowwe et æ vil sæl dæ en sagde han, for æ tøwwes, at du snart somti æ en Guds baaen, dæ søger vore forsamlinger, men te anne tier, er do næsten som en dævl, o stoer ved æ hotel, o holde kritikforedrag mod den indre mission, Guds folk.

Jeg rejste tilbage østpå, Lemvig, den lille idylliske by, der ligger nede i et hul, jeg kunne endnu høre Vesterhavets brusen. Derefter Struer, den dejlige fiskerby ved Limfjorden, og gjorde en lille smut over til Venø, som ligger ½ mil fra Struer ude i fjorden. En præst derovre digtede en sang om Venø. Jeg citerer et par vers: (melodi: Jeg elsker de grønne lunde) Der gives ej her på jorden en plet, hvor jeg hellere boer, end her på det sted på i Norden på Venø i dyben fjord.  Vers 2: Og når jeg i nattens stilhed betragter de tusinde hjem, da beder jeg højt til Herren, Velsign du dog alle dem.

Turen går østpå til Salling Aa, det var dejligt at komme en smut ned til vor berømte digter Jeppe Aakjær. Jeg havde for et år siden skrevet et helt dokument til ham på 20 sider med den tanke at ville besøge ham på Jenle, og han skulle så kende min tankegang lidt, før jeg kom.

Jeg går fra Skive nordpå 2 mil. Jeg spørger mig for, hvor ligger Jenle. En kilometer frem, så går vejen derned. Midtvejs står 2 sten oprejst overfor hinanden på hver side vejen. På den ene står at læse:  Vi viser vej til Jenle goer på den anden:Mæ og mi broer. Det kan nok være, der var spænding på hos mig, at skulle besøge den berømte jyske digter Aakjær. Da jeg kom lidt længere frem lå Jenle og fjorden udbredt for mig i al sin majestæt og storhed. Jeg går ind ad døren, hjertet bankede, Nu skulle jeg snart se og mødes med Aakjær, som jeg havde skrevet så meget til. Straks jeg kommer ind ad havedøren, kommer Aakjær ned ad en trappe i en lang slåbrok oppe fra hans arbejdsværelse. Vi hilser på hinanden. Det er Vilhelm Jørgensen, der har skrevet så meget til Dem. Nå! værsgod kom indenfor, vi skal straks spise. Jeg hilser på fru Nanna Aakjær. Vi spiser og jeg får til sidst et vældig stort æble, Den vil jeg gemme sagde jeg Til erindring om, da jeg spiste til middag sammen med Aakjær. Han viste mig hans abejdsværelse med udsigt over fjorden. Der stod en udstoppet ræv. Vær ikke bange, sagde han, Den bider ikke. Jeg havde en lille pakke små malerier med. Dem havde hans 2 børn set. Her er en hund, sagde Aakjær, mine børn siger, den ligner en hund, vi har haft, og de vil gerne have billedet, hvad koster det. Aa herr Aakjær sagde jeg, den skal De få for 1½ krone. Nej, sagde han,  det er alt for lidt, der er jo geni i det. Så tog han 4 en kronesedler op af vestelommen, det var i den forrige verdenskrig.  Her har jeg lige 4 kr. tilfældigt, nu får De lige dem, og så sender jeg dem 10 kr. til julen. De kom også, og jeg har besøgt ham mange gange siden. En kold dag, jeg kom, fik jeg en tyk overfrakke, en anden gang en selskabskjole.

Har De været i Sevel sagde han. Det er et meget sjældent idyllisk landskab der omkring, måske De kunne have lyst til at gøre en rundtur der, det ville De sikkert ikke fortryde, og måske De kunne male lidt der. Ja, jeg vil tage turen, jeg har også hørt den rosende omtalt.

Det går nedad mod Estvad landsby med den hvide kirke. Det er i middagstiden. Folk, mest gamle og unge, sidder og passiarer nedenfor kirkegårdsmuren, det er selvbevidste stovte gammelagtige bønder i byen, men vagabonder, eller rejsende vandringsmænd, har de ikke noget tilovers for. Jeg går videre. Nu der foran mig ligger Rønbjerg skole. På skråningen til højre hæver sig vældige høje lyngbanker, og deromkring vest og syd snor sig den lange Flyndersø vildt, mørkt og brusende, som går gennem hede helt om til Søgaard ved Sevel. Det er et dystert, melankolsk landskab, som øver sin indflydelse på sindet, mørkt og truende, ser det ud, men særpræget og majestætisk, det er, som man der er kommet bort fra det smilende danske landskab og kommen til norsk eller islandsk natur, eller Malta, hvor Paulus led skibbrud, da han skulle stedes for kejseren i Rom. Jeg lægger mig ned i lyngen, jeg har for 25 øre wienerbrød og en øl, det tager jeg at styrke mig på, thi uden øl og drikke, duer helten ikke. En fattig vagabond skal d også leve, ja, hvilket dystert landskab, ligger jeg og tænker. Stor er skaberen og hans værk, men er det nu ham den kjære store skaber, Gud, der har dannet det hele? Eksisterer han nu, eller har alting dannet sig selv? Jeg falder i slummer, drømmer jeg sejler i en lille båd på Flyndersø, den er oprørt, og bølgerne går højt, kan ikke styre båden i rette kurs, den kastes op mod de mørke banker og knuses, jeg dør, kommer til Himmerigsporten, hvor Sct. Peder er så nådig at lukke mig ind.

Jeg går videre efter Rønbjerg Kirke, længere vest på til Gammel Rønbjerg. I en gammel faldefærdig hytte ved heden går jeg ind og falbyder en sang, jeg havde at sælge. Der boede Stærk Hans. En kæmpe at se på. du er en gammel rask karl, ser det ud til, sagde jeg, hvor gammel er du Hans. 88! Men endnu kraftig sagde jeg. Ja, jeg har været det, men a har da truffet min overmand, sagde han. Jeg er en af hedens sidste tatere, sagde Hans. De var engang a haig fat no kvindfolk på sleng mæ mæ, derud på Ahlheden, så tar vi en gammel hyt, der ingen var i, og der stoj 2 tomme seng derind, det kunne jo lige på wos, for mæ å så den jen a æ kvindfolk vae bleven enig om o leg sammen o æ næt. Hon hier Lang Margret, den annen ku så få den annen seng o lig i o twa wi ku jo godt skywt lidt omkring mæ et. Do forstoer mæ nok sagde han lidt polisk på mig. Hvad hier do? V. Jørgensen! Nå vi bovver der en tig darv, så kam æ sownfowwer o en mand te o så te a skul flyt ud a hytten mæ mi kvindfolk. De haj wa n omkrin o sæl hejter, å tegget lidt. Så lå der en vældig stuer stien, vi la for æ dar, nær vi skul ud å hverre lidt til æ føed. A haj fast prøvet på om a et ku løvt en, men det knew, så a trillet den for. Så sa a te æ sownfowwer om han ku løvt den, o det ku han, smed en endda en støk hen. Nå så fløtter a me det samme, sagde a, for ham blev a rej for, a ku jo mærk, han var mi overmand.   Farvel og tak Stærk Hans! sagde jeg. Fåwel o lyk po de rejs te Sevel, dæ æ pæn deromkring!

Jeg går nu videre mod syd, der ligger store hedeflader, store moser, lyng-klædte banker med små grantræer hist og her ved bakkeskråningerne ligger der små bitte menneskehytter, det er mosearbejdernes hjem, indtil de får tjent så mange penge, de kan bygge et bedre nyt hus. Det har de nu efter 25 år. Ene nye huse omkring moselandingen. Om vinteren med sne er dette landskab et helt eventyrrige, man føler sig henflyttet til fjerne egne, nærmest Lapland. Jeg kommer op vesten for Sahl Kirke. Vejen går snorret ind mod den smukke hvide Sal Kirke, den har vist været sømærke engang. Jeg går videre østpå efter Sevel. Der ligger et par store bøndergårde. Jeg går ind i den første, falbyder min sang, flinke folk, flinke dagligdags folk, køber sangen og giver en kop kaffe med brød. Det er godt for en vandringsmand. Jeg kommer ind til naboen. Ja, de vagabonder har vi nu ikke så stor interesse for siger han. Åh, siger jeg vagabonder kan nu mangen gang være gode mennesker, intelligente og kundskabsrige, kender De Nis Petersen.  Ja, jeg har da læst Sandalmagerens gade, den var god.  Nu ja, ser De det, hvad tror De han var ellers? Ja, det ved jeg ikke, men har tit tænkt, hvad mon han ellers var? Han var vagabond! Nej, no hår a nok å et sagde han, var han virkelig vagabond! Ja, vagabond mage til mig! Ja, så hå er a mie interesse for dæ en da først, o a skal olle mie si nier på en vagabond.  Mette gi den mand en gue kop kaffe med brød, o så en bette swot ovenpo, o så hår du her en kron, o så tak fordi do kam herind, a ska te o te sognerådsmøe er.

Nu går turen nedad direkte indad mod Sevel By, der stikker en vej fra på venstre hånd til de gamles landsby, står der, jeg må en svingning deromad. Ja, der er den gamle landsby, den er enestående og særlig, når man tager omgivelserne med. Der er bygninger, flere hundrede år gammel. Man føler sig ret henflyttet til de gode gamle dage, gammel smedie, kro, mølle og meget mere, ret som det stod og var for 200 år siden, hentet langvejsfra, og sat derude på den store hedeflade, Vældige hedeflader omgiver den hede, og hedebanker med dybe dale, helt ud i den fjerne horisont. Her er stille, oh hvor stille, den dybe ensomhed hersker her, her kan en fattig drømmer rigtig drømme og filosofere. Jeg lægger mig i den bløde lyng. Jeg har nogle kiks og Et ord med på vejen. Så er der noget både for legeme og sjæl. Jeg læser om en mand, der skulle dø. Præsten kommer. Har du din sjæl frelst, Jens ? siger han. Jeg ved ikke rigtig, siger han. Jeg er da døbt og konfirmeret og har levet et godt og skikkeligt liv, fordi det er behagelig for herren og bedst for en selv, så det går nok siger Jens. Nej, kære Jens siger præsten,  det er du bundforkert i, det ender med fortabelse, evig bortvisning fra Gud, se dig selv som en fortabt synder, der ikke har fortjent andet end fortabelse eller helvede, og så tro at Jesus har lidt for dig og sonet din synd, så bliver du salig og båren af engle, og så skal du synge i hvide klæder, evindelig, foruden tårer.  Jens synes ikke, der er nogen rigtig mening i det, men præsten kommer igen. Hen er nu endelig bleven bange, det ikke er så godt med sig selv, og uha dette helvede. Nej, Han indser nu, at han er en stor fortabt synder, og ikke fortjent andet end gå fortabt, men nu får han nåde af Gud (er) og er frelst. Ja, sikke tanker, absurde mennesker gør dem. Jeg er sikker på, at den tilstand og indstilling, han havde, da præsten kom, var rigtig og tilstrækkelig, og alt det andet farmularis, nærmest nonsens. Jeg kommer ud af min drømmerus. En flok hjejlers klagende sang lyder over mit hoved, det blæser lidt, jeg kan høre bølgesvulp fra Flyndersø. Jeg forlader den stille ensomme
majestætiske hede, ret en Blichers hede, der mangler kun taterne. Nu går den sydpå indad mod Sevel. Gamle gårde ved sandet vej, Flyndersø til venstre. Nu passerer jeg Søgaarde, går op mod Sevel, det lakker mod aften, det er skumring, en ensom vandrer bliver ved denne tid vemodig stemt, ensomheden og forladtheden melder sig stærkt ved denne tid, hvor skal man sove, det er vel for dyrt i kroen. Ja, ja det kommer vel, sagde Nis Petersen. Jeg kommer helt op til Salshøj. Flinke folk, der hørte til de stille i landet. De blev senere mine venner. Jeg har boet hos dem, måske 20 nætter.

Dagen efter går jeg ud i højene. Hvor er de sjældne disse Salshøje, der kan man snart tro, der har boet hekse og trolde, ellekvinder og huldre bag stene. Der falder tiden mig aldrig lang, selv når jeg sidder alene. Jeg maler Salshøj. Fra disse enestående Salshøje, ser jeg mod syd over vældige hedeflader, helt op efter Herrup og Sevel Kalkværk, til højre for vejen store kæmpehøje, mod syd ser jeg de store Feldborg granskove, på den anden side lynghavet. Jeg går efter Djeld, det bliver regnvejr, jeg går ind i en lille gård i laden i husly. Manden kommer. Du går nok i husly! ja siger jeg, sikken et dejligt træ der står der i gården, der kunne blive et pænt maleri af Deres gård med det træ! Ja, jeg er kunstmaler, amatør.  Jeg troede, det var en vagabond.  Ja, jeg er begge dele.  Hvad vil du have for et maleri? 12 kroner.  Nå, sagde han,  så må De lave 2 te mæ, mi får ska ha jen. Jeg laver en knap færdig, så siger han: Mi får vel ingen ha, men nu ka a gi dæ 15 kroner for den jen så! Jeg tager afsked med de flinke folk, som jeg har besøgt tidt siden. Jeg går gennem Djeld ind mod Sevel. Åh, hvor Sevel ser idyllisk ud, når man går denne vej, ret noget for en kunstmaler. Den dejlige gamle hvide kirke, dejlige små huse, nye og gamle, dejlige bøndergårde, driftige købmænd, selvbevidste bønder med lidt mistro til fremmede. Det er som et lille rige for sig selv. Jeg har lidt malersager og er nu kommet ned til Hellesø. Aakjær synger: Månen skinner på Hellesø.  Jeg får øje på et lille hvidt hus, der ligger op mod en lille kæmpehøj, det er Per Knot, der bor der. Jeg
sidder og maler i vejgrøften. Bagerdatteren kommer forbi mig. Jeg har været derude et par gange før og talt med hende. Hun er romantisk anlagt mage til mig, en sød og dannet pige. nå siger hun, her sidder jo maleren, vagabonden, fribytteren, med det lange hår og skjæg og maler og tager til takke med grøften, det er helt romantisk siger hun. Skulle jeg ikke tage det lange hår og skæg af ? siger jeg. Nej, gør endda ikke det, så bryder jeg mig ikke om dig mere, det er jo det romantiske og originale ved det, kunstnerhår og skjæg. Hun går. Kom ind til mig i morgen og få lidt morgenbrød, du skal vel bo oppe i kroen ?

Jeg går op til kroen. En vældig stor svær kromand sad og fik en punch sammen med en mand. Farende svend kan jo bo ude i rejsekammeret, jo du kan, det er nok kunstmaleren. Du skal ikke gi nøj for o bo der, go du bare derop, så tidt du vil! Han var en flink og godmodig mand. Jeg forblev der på egnen hele sommeren og logerede en længere tid der, men endelig slap det op ved et uheld. Der var en trappe ude i rejsestalden op til kamret, en kold morgen tidlig skulle jeg ned og lade mit vand, men stod så på trappen og lod det løbe ned i stalden, der stod et par støvler af kromandens, og der gik det i, og han kom samtidig, så måtte jeg ikke bo der længere.

Når der var missionsuge gik kromanden med, men satte sig i et hjørne på den nederste bænk, at folk ikke så let skulle opdage ham, hvad om folk skulle sige, kromanden var til missionsmøde og vil nok til at være hellig. Kromanden var en flink og god mand.

Mit maleri af Peter Knots hus er færdig, jeg går derned, Martha giver mig lidt for det, og jeg får lov at bo der om natten og have mit ophold der, når jeg er her på egenen. Peter Knoth er noget af en original i hele hans måde at være på. Han kan godt gå til Sevel by med store huller på strømperne og vasker sig vist kun om søndagen, når han skal til kirke. Han har ikke spor af angst, som andre mennesker, over hvad folk vil sige eller synes. Engang de skulle hen og besøge et par folk, siger hans kone Martha: Do skal da ta et par anne bowser po, o strømper, Peter, for de er pæn folk vi skal hen te.

Ja, siger Peter Knot, vi er også pæn folk, a blywwer i de a goer i. Så grine de a wos sagde Martha. Ha, la dem så grine, det er bejjer end de skue græde! Så traskede de af. En gang, han fyldte år, havde de indbudt et par familier, men der kom ingen, der har aldrig været en familie og besøgt dem i de åringer, jeg har opholdt mig der, ikke af den grund, at folk ikke kunne lide dem, men de havde et sølle urent hjem, og var bange for folk skulle vide, de besøgte Per Knots. Oplysning har han kuns lidt af i mange retninger, ved vist ingen forskel på socialister, venstre og højre, men er stærk og godt hjemme i religion. Han digtede en sang og gik omkring og solgte, helt ned til Harboøre vestpå, østpå til Horsens, nordpå til Fur, gik hele vejen, rejsen kostede ham ingenting, gratis føde og logi. A sejjer te dem, det står i æ biwwel, låner gerne hus, så tør æ missionsfolk jo et sej nej, de var så bange for at komme på kant med vorherre. Peter var jo selv skrap missionsmand. Hans samtaleemne med folk var religionen, og så rakkede han stadig ned på Martha, som han mente vil have andre kærester. Det var da vist heller ikke helt løgn. Hun fortalte mig, at en gammel mand Søren Peter, som var i pleje hos dem, kunde, når han fik lyst til hende, han var lang, stå med det ene ben på gulvet, og kuns det andet i sengen, og det kunne godt gå, sagde Martha. Jeg bemærkede også, at når en vis hosekræmmer kom, at døren blev låset, og når han var gået, lå der strømper og sager. Nå, hvad Martha var jo fattig, og Peter Knot var vist ligeglad. Jeg boede om natten oppe på loftet sammen med hønsene, det var ingen hverken sundt eller roligt kvarter, men en fattig vagabond måtte jo tage til takke dermed. Det var så morsomt, jeg lå lige over Peters sovekammer. Martha gik i seng kl. 9. Peter sad og rugede over avisen og missionsblade og gik først i seng kl. 11. Jeg kunne høre alt, hvad de sagde og der foregik, når der så blev blikstille i 5 minutter, så vidste jeg, at Peter faldt på knæ og bad aftenbøn til den ukendte Gud, men om han mente han kendte så godt, og så gav han et lille hop over i sengen, hvor hans halvdel blundede sødt, der var halm i sengen, og en lille fordybning havde hun lavet i halmen ovre ved væggen, fordi hun mente, han ikke så godt kunne komme op til hende, da hun nok helst ville være fri for Pejter for at være mere oplagt til andre. Mo a kom op te dæ, Martha, Nej do må et, a vil sov! Peter prøvede endnu engang: Martha, Martha, mo a kom. A sejjer, do ska blyw, hvo du æ. Så bliver der stille.

Om morgenen, når jeg kommer ned ad hønsestigen og tog ved køkkendøren. Ja, ja no kommer a maler! Martha kom så, men havde sjælden bukserne rigtig knappet foran vistnok for at friste mig, men nej tak, det kunne jeg ikke tage om også jeg var vagabond.

Martha var i grunden udspekuleret. Der var bortlodning i missionshuset i Trandum. Martha ville gerne give noget, tog så en høne, men Peter Knot måtte ikke vide det. Peter var jo med, men de fulgtes ikke ad. Martha kom derned med hønen, men bildte dem ind, at hun på vejen derned på heden traf Mikkel Ræv med en høne. Hun tog så og pegede efter ham med kæppen og sagde puf! og så slap Mikkel hanen. Martha tog den.
Peter har ikke danset på roser i sit liv. Slid og slæb i grusgraven fra morgen til aften, ja, i de korte dage ved måneskin. Når han så kom hjem træt og forslidt, satte Martha en smørkop og et brød på bordet og en kop te, så kunne han tage fat på varerne. Lidt smør på brødet, så lidt som muligt for at spare, og så en knald ost, han fik gratis ved købmanden, ste&. og med maddiker, ja det forstår jeg ikke, at den stakkels mand kunne arbejde på det elendige føde. Alt i alt har de begge min agtelse, de var gode ved mig, trods al deres fattigdom, særhed og urenlighed. Jeg foretager mig tidt en tur til Skive og køber malervarer, 2 mil frem og 2 tilbage, købte mig noget brød og en flaske øl, spiste i anlæget, en herlig tur, Flyndersø og den store udbredte hede og især ungskov, forbi fangeboligen. Åh en dejlig tur en sommeraften i skumringen, det blev jo gerne sent, inden jeg kom tilbage ved 12 tiden. Harerne var helt tamme, de sprang over vejen lidt foran mig med kåde spring, og rådyrene ovre fra unggranerne. Hist og her derude på hedefladen lå ensomme gamle smågårde og huse. Folkene passer deres dont, de tilhører de stille i landet, deres valgsprog er nøjsomhed med gudsfrygt, de tilbeder den ukendte gud og håber at få himlen til evig arv og eje, og undgå det grusomme helvede, og det gør de klogt i. Jeg holder mig også til gud og håber på det samme, men tvivlen er der også. Ingen er lykkelig, skriver Aakjær, der har mistet sin barnetro, men han beholdt den ikke.

Nu er jeg hjemme ved Peter Knots. Dagen efter går jeg op til en lille høj østen for huset, jeg tænker på at male et stykke af Peters hus fra den side. Hvilket panorama ligger der ikke i en svingning udbredt for mig. Heden, Hellesø, Stubbergård, og den hvide Sevel Kirke på bakken med den lange hvide skole. Præstegården med pastor Larsen, prægtige folk, dejlig kone, når jeg kom der. De vidste godt hvem jeg var, og det var middag. Sæt Dem ned maler, så får De mad! Mens jeg så spiste, gik fru Larsen ind i spisekammeret, kom
med en pakke mad, Her har De melmad til i aften.  Kom bare herind, når De kommer ad vejen! Pastor Larsen var noget af en sjælden mand, filosofisk anlagt, opdagede jeg. Jeg sendte ham engang nogle mormonblade til at læse for at høre hans mening om mormonernes lære, jeg troede nemlig på den. En tid efter kom jeg for at høre om, hvad han syntes om det. Han gav mig ingen forklaring derover, men sagde: Er De i det hele taget sikker på, at det liv, vi lever, ikke er drøm og drømmelivet om natten er virkelig livet.

Det var meget mærkelig spørgsmål.

Fra Sevel går vejen nedad til Søgaarde, dejlige gammeldags smågårde og gamle huse, smukt og idyllisk ved den fint krusede Hellesø. Aakjær skriver: Og månen skinner på Hellesø! I et gammelt bindingsværkshus bor gammel Ane, nogle mente, hun kunne hekse, men det tror jeg ikke på, så kunne hendes kødelige datter snarere. I en lille gård boede en ung mand Erik, var bleven gift med en dejlig dame fra Bornholm. Han var en prægtig mand. Han læste tit op for mig med begejstring af Aakjærs kjærnegode digte. Der boede også en fisker dernede, der var tjærelugt af bådene dernede ved Hellesø, så var han taget ud på søen en aften og Erik var med. Båden kæntrede, Erik druknede. Der blev en enke i Søgaarde.
Ja, jeg fik da lavet et lille stykke maleri af P. Knots hus, med hedehøjen foran, Hellesø og Stubbergaard i baggrunden. Jeg går en tur med Skivevejen over broen, over åen, drejer til højre, ad en dejlig græsvej. Åen til højre, skrånende bakker med duftende ung fyrreskov til venstre. Nu svinger jeg om til venstre. Åh, hvilken overraskelse for den ukendte, dejlig blød spadseresti med graner til højre, Palmsø til venstre. Åh, du dejlige Palmsø, skrånende bakker med lyng og duftende ungfyr. Oppe på bakken ligger Lauritzens villa, Stolt majestætisk på højkolen bag fyrreskoven. Det er ret som en oase i ørkenen. Vagabonden lægger sig ned, tager et par kiks og en pibe tobak, jeg tænker på Kong Volmer, der sagde, at når han måtte beholde herlighederne ved Gurre og Tove, måtte Vorherre gerne beholde hans part i Himlen.
Ja, her er dejlig, men håber dog, der er bedre i himlen, hvis der er en Himmel til, så jeg vil dog ikke sige mage til kongen. Herned til den yndige oase valfarter folk fra Sevel hver aften, såvel unge som gamle, gifte som ugifte. Mange kærlighedsforbindelser er nok blevet knyttet her, mangen har måske også grædt her, over deres egen lysts ubesindighed og dens følger. Jeg må længere frem og se, hvad der er, når jeg kommer op på bakken. En dejlig sti fører op ad en skråning. Nu har jeg stor hede og præriegræs, samt duftende graner langt, langt østpå. Rådyrene kommer med kåde hop tæt forbi mig. Jeg kan se Trandum Kirke og Vridsted, ja også Vrou. Mod syd Herrup Kirke og søen dernede i dalen. Jeg går ad en herlig sti lavet af tugthusfanger. Den går lige ud til Trevaldgaard. Den tager jeg en tegning af. Rejste tilbage, lavede den færdig i løbet af en times tid, men den blev jo derefter. Pappet fik ingen undermaling så det jeg malede blev tør med det samme, så jeg kunne fortsætte, den var snart færdig. Jeg tager de på ryggen. En kom bag mig. Den er vellykket! sagde han. Ja, men jeg vidste selv den var meget sløj, og malingen ville trænge ind i pappet, men det skulle prøves.
Jeg går derud ved aftenstid, så kunne de ikke så godt kontrollere den. jeg kom derud, lidt nervøs, bange for, den ikke skulle blive taget god. Godaften! Jeg træffer konen i køkkenet og karlene. Jeg kommer med et maleri af Trevaldgaard! Så da, gør du det! Jeg pakker forsigtig op for dyret. Hun ser på den, siger ikke noget, det er halvmørkt. Karlen kritiserer straks. Åh, det har du vist ingen rigtig forstand på! siger jeg. Han tier stille. Nu kommer manden ude i gården. Han sætter den på trappestenen, går langt fra, for at bedømme den på afstand. Hvad koster den.  25 kr., jeg har givet 10 for rammen! Jeg havde kun givet 5. Nå ja, så kan man jo ikke sige så meget om det.  Må vi ikke hellere sætte den ind, siger jeg. Der falder dug på den.  Jeg ville helst have den ind, for der var mere mørk. Jeg fik de 25 kr., jeg havde 65 i forvjen, nu havde jeg 90. Fik en cigar. Det er jo penge, vi alle mere eller mindre er ude efter, selvom man er vagabond. Stolt som en konge, dampende, vandrede jeg tilbage ad den dejlige hedesti. En flok hjejler fløj forbi med deres ensformige tungsindige klagesang, det gjorde ikke indtryk på mig, jeg var godt stemt og sang: Har jeg ikun hist en fader, - har fornuft og sandhedsord, - sig, hvad jeg vil evig kende  der jeg og en moder har -.  En Mormonsang. Jeg var godt stemt, dog altid med lidt vemod ved siden af.
Kom op til Peter Knots og op i hønsereden i kassen. Bad mit fadervor og sov trygt. Jeg havde i lang tid lidt efter lidt dårlig samvittighed overfor de folk på Trevaldgaard, for jeg vidste, at den ville tabe kulør, da den ikke var undermalet. Jeg hørte siden, at de kaldte den Trevaldgaard ved nat. Jeg kom der aldrig mere. Jeg lovede mig selv, at ville lave et bedre stykke for at berolige min samvittighed, men indfriede det aldrig, det var synd. Bare de havde vidst mine gode tanker.

Jeg skal ud at se til Trandum og befolkningen der. Jeg tager mine sange med. Dem har jeg fået af en gammel kærnekarl, træskomand Wittrup i Vroue. Han boede i den gamle skole. Jeg besøgte ham gerne et par gange årlig, der vankede en krone hver gang. Han blev min gode ven. Gud give jeg kunne møde ham i himlen, som han stærkt troede på, men som jeg tilbeder, men ikke er hel sikker på er til.

Landskabet omtrent det samme som ud til Trevaldgaard. Vejen går ½ km. østen for stien til Trandum, jeg spaserer, Villaen, så ung granskov en hel kilometer, så kommer den store vide flade med hede, præriegræs, en kæmpehøj her og der.

Nu er kæmperne i Valhal, himlen eller helvede.

Så nu er jeg ude ved de Trandumboer. Jeg kommer ind til Jakob Nielsens, en mand på 50 år og hans kone og en lille datter, flinke folk, de giver en lille grin, en lille skvalder engang imellem. Stærk troende folk, men ikke af den slags, for 25 år siden, de taler ikke om religion, uden man selv begynder, og det gør jeg. Det er det højeste emne for mig, trods det, jeg er vagabond og tvivler. Så er de med, og godt hjemme i det. De bliver mine gode venner fremad gennem mange år, altid havde de noget godt mad til mig, smilede og slog en skvalder, de var altid venlige og gode imod mig.

Det er middag, jeg vil og kan godt få tid til at gå en tur til Hagebro. Hede og atter hede derudefter. Der ligger en dejlig gammel kro nede i dalen ved alfarvej og den berømte Aakjærs Karup Aa., hvor lystfiskerne færdes om sommeren fra fjern og nær. Jeg kan se op til Haderup Kirke. Jeg går en tur nordpå, vældige marker, hedebanker, længere oppe kan jeg øjne Feldborg Plantage ved Sjørup. Rigtig en taterhede fra fortiden, også flere veje i skoven har taternavne. Jeg går tilbage ind i kroen, køber en lille punch, en til, man
kan jo ikke gå på et ben. Jeg spørger enkefruen, om jeg af og til kan bo der om natten, når min vandring falder der forbi. Ork ja, så udmærket, for 50 øre, en lille rejse, kommer op ad stigen over stalden, for vagabonder. Du skal nok få rene lagener på, siger hun. Hun er flink og rar mod farende svende. Jeg tror, jeg har boet der mindst 50 gange. Mangen aften i mulm og mørke så jeg døjede med at klare vejen.

Nu må jeg hjemefter, samme vej ad Trandum. Det lakker henad imod aften. Jeg synger: Når solen ganger til hvile og nattens måne er tændt. Jeg kommer op til en gård. Det er en ældre mand og kone og en søn og 2 døtre, der bor der på en højderyg af heden og fravrister den den sparsomme avl, de ved flid kan drive det til. En lille pige på 5 år rende og lege udenfor. Hvad hedder du? Søster, siger hun, og trækker mig i armen. Jeg skal med ind. Det går jo godt, at jeg kommer med søster ved armen. Hun var ikke deres egen. Så var der også en større dreng, vistnok lærer Hofmansen nu.
Det er en vandringsmand, der går og sælger lidt! Sid ned og spis til aften med, hvor er du fra?Horsensegnen, jeg opholder mig ved Peter Knot. Ja, det er jo en sølle fattig mand, o hans kuen æ jo et så gu'r til at hold et i orden. Vi spiser godt aftensmad. Takker for mad. Sønnen er voksen. Han tager violinen og spiller, tripper med fødderne i takt. Det er stærkt troende folk, og de mener noget med det. Godnat og tak! Kom bare ind en anden gang, hvis du kommer vejen! De blev mine venner for mange år, ja 25 år, hvert år, de første åringer efter besøgte jeg dem 3 - 4 gange årlig, og de sidste halve snes år en gang årlig, og altid var jeg velkommen. Kom nu at få noget at spise, og så hen og sove i laden. Kaffe om morgenen! De første åringer efter var den gamle Hofman lidt ængstelig ved at give mig nattely. Da sønnen kom til at stå for det, var det selvsagt, jeg skulle bo der om natten.
En aften kom jeg meget sildig spadserende over den jyske hede og prærie, næsten som ude i Wild West. Det varsent, jeg stod ved ladedøren. Hoffmann kom ud på trappen. Hallo! Jørgensen, kom ind og spis! Jeg kunne ikke for træthed, skjønt jeg var sulten, måtte jeg lægge mig ned og hvile mig lidt, inden jeg kunne få frakken af. Nogle år senere døde gamle Hoffmann.
Sønnen tog gården byggede nyt stuehus, han blev gift med en stor gårdmandsdatter nede fra Trandum Kirkegaard. Ved ikke rigtig om det er navnet. Hans søstre og gamle mor blev ved at bo i det gamle hus. Frøken Hofman er organist og spiller i to kirker. Søsteren lærerinde. Gamle mor er gammel. Hun er ikke vant til storhed, men vant til arbejde, Fingrene ere krogede og hårde af slid. Hun er 80, men går ene og tilser får og kalve, altid mild og tilfreds. Nu er hendes arbejdsdag forbi. Hun er landet i Himlen, hvis det er sandt, at man går til Himlen, for hun har været tro i det lidet og er gået ind til sin Herres glæde.

En anden dag tager jeg en tur til Vroue  Vridsted over Karup Å. Jeppe Aakjærs den kære. Jeg kan se over til hans fødehjem i Aakjær, men som han skriver, nu en rød kasse i stedet for de gamle kære lave længer. Derfra en tur til Fly, der finder jeg en slags original, flinke mand og kone. Tusindkunstneren, han laver selv radioer, men duer ikke. Er der noget nyt ? Åh jo, lidt ! siger jeg. Hans kone går og nynner. Jeg har kravlet op i hans originale lade mangen sildig aftenstund, når de var gået i seng. De har en søn, der er lærer. Nu går det hjemad ad Trandum. Jeg var inde i en lille gaard. Jeg går derfra ud over heden efter Sevel. En vældig tåge kommer og lægger sig over det hele. Jeg synger: Nattens dæmrende tåge, har sig ud over heden lagt! Den bliver tættere, og jeg kan nu hverken finde vej eller sti, så træffer jeg Jakob Nielsen. Åh, kan du ikke hjælpe mig til logi ? Jeg var inde hos en flink mand, når du følger med, kan jeg nok bo der. Du siger jo, at du kender mig! Ja, det vil han gerne, men de siger nej. Så siger Jakob: Så må du følge med mig hjem! Han tager en knippe halm ind i stuen, der ligger så den ensomme vandrer, vagabonden og sover trygt til dag. Jeg går nu til Peter Knots, boer der et par dage.

Nu skal jeg en tur bort fra Sevel og omegn og siger farvel til Peters. Jeg vandrer ned over åen, skuer ud over Hjelm Hede mod nord, min kære, mørkladne, melankolske hede. Op ad skråningen til villaen, Lauritsens, og ud langs med hans plantage. Et skud lyder vistnok og gjalder, det er måske en forsoren krybskytte, der vil hente sig et dyr, måske en fra en fattig hytte ude i den mørke mose, der ligger forude til venstre. Det er vel ikke Sorte Mads  Blichers -, nu er jeg forbi plantagen og ude i den storslåede prærieflade, som en slags Wild West, passerer et par enegårde, Trandum, jeg drejer lidt om til højre, ser op mod den enlige lille hytte, der bor en enke, de siger, hun kan hekse, det passer nok ikke. Ovenfor ligger Hofmans. Han står lidt udenfor gården, ser ud over hedefladen, den han også elsker. Han ser vagabonden, hans gode ven, som han holder af. Jeg vinker, han vinker igen. Solen skinner, lærken slår sin trille højt over mit hoved, samtidig en lille flok hjejler med deres sørgmodige klagesang over den mørkladne hede. Her til venstre en dyb hulvej i lyngen. Solen skinner, det er dejligt at hvile lidt. Ja, så skal jeg nu bort fra de dejlige landskaber omkring Sevel, og mine gode venner særlig Trandumboerne, de nøjsomme, dygtige hedeopdyrkere, Deres valgsprog er nøjsomhed med gudsfrygt! De tilbeder den ukendte Gud, med troskab og iver, men de tror fuldt og fast på ham. Jeg tilbeder ham trods tvivl. De tilhører de stille i landet.
Jeg spiser et par kiks, læser et lille stykke om Aakjær, Han skriver til hans forlovede Marie Bregendahl fra Askov Højskole: Ingen er lykkelig, der har mistet sin barnetro.  Og dog er det somme tider, som om jeg er bange for at miste den, men når jeg nu bad rigtig mindelig derom, mon jeg så ikke fik lov at beholde den.  Men han beholdt den ikke.
Solen skinner endnu, det er dejligt at ligge i den brune lyng og mos i bunden, det er dejligt for en træt ensom vandrer, en vagabond, Nornegæst. Jeg ligger og filosoferer. Aakjær sagde til Jenlefest: Religionen er noget mærkeligt noget. Vi har fået det fra Asien. Ja, det må man sige, det er mærkeligt, en Gud, der har været til fra evighed, ja, man må næsten le, nå, så skaber han de første mennesker, de synder straks, han er alvidende, ved at de vil synde, men skaber dem alligevel, og så ligger der et helvede beredt for os alle mennesker fremad i tiden, men så har han en søn, han bliver født her, og skal sone synden ved at lide døden. Guds vrede skulle så stilles, på betingelse af, syndeangst, omvendelse, og et liv helt med gud, eller så, som der stod i sangen: Slag i slag blev alle porte lukte, sjælen dømt forbandet og forladt.  Den digter må have været tosset, for det er da naturligvis det rene vrøvl, ja, tror jeg da, det rene løgn, på den maner ville de 999 af hver tusind gå til helvede. Hvem havde så gjort noget så grusomt som Gud. Nej, det er nonsens.
I Det Gamle Testamente læser vi ikke en pluk om Helvede, og ikke noget om en søn, der skal sone synden. Vi taler stadigvæk om, hvad Jesus sagde, det skal der leves efter, men vi ved slet ikke, hvad han har sagt, da det er skrevet 20 a 40 år efter, det nye testamente. Vi siger David sagde sådan og sådan. Naturligvis det rene vrøvl, han har ikke sagt et muk, det kan enhver klog mand forstå, for så skulle han jo springe hen og skrive op hver gang. Åh nej, sikken noget vrøvl. En morder var han, horekarl, drukkenbolt, danser nøgen, hvor mennesker dog kan lade dem pådutte meget! Men vi klynger os til den ukendte Gud, da vi jo nødig ville, at det hele skulle være forbi, når vi gik herfra, det er rart at håbe, er det så bedrag, det mærker vi jo så ikke til. Nej lad os endelig håbe og leve sådan, at vi har en god samvittighed, Jeg står op fra mine religiøse filosofiske betragtninger, går ned efter Vridsted, over Karup Aa, vender mig om, vinker og siger farvel til den brune hede, de marker, hedebanker og blinkende søer. Hvor er Sevel med omegn storslået, der er alt, hvad hjertet kan begære, ja undtagen hav og fjord.
Nu er det over 25 år siden, da var jeg vagabonden i min bedste alder. Hvor er de mange år bleven af. Fattig og helbredet dårligt, men endnu tager jeg gerne en tur til omegnen ved Sevel.
SLUT.

Værsgod hrr. Hoffmann, her har De så min beretning. Ja, det har som De nok kan forstå været et større stykke arbejde. Jeg har jo skrevet mest det dobbelte af det, De sendte papir til, men jeg tænker, jeg glæder Dem med det, der er så meget. De skulle have sendt en stor frankeret konvolut, den lille medsendte kan jeg jo ikke bruge. Det vil jo koste 30 øre at sende det, og mit papir har jo også kostet noget, det er kuns lidt, men vores penge her er små, kuns 5 kr. om måneden til skrå, shagtobak, sæbe, blanksværte, barberblade. Tak for tobakken!

Jeg er født den 25/2-1874 i Addit, Sønder Vissing kommune, søn af Klemen Jørgensen.

Venligst Deres
Vilhelm Jørgensen.

Hvad med fotografiet, jeg har kuns mit foto i mit legitimationskort. De kunne måske låne et ved at skrive til Søren Bæk, Sønder Vissing pr. Sønder Vissing. Han har et fra den tid.



Nyt brev: stemplet i Gern d. 5/3-1945. 15. 21.

Gode hrr. Hofman!
Jeg håber, De har modtaget min lange skrivelse i god behold, og at De er godt tilfreds og glad ved den. Konvolutten var nemlig noget tynd. Jeg skulle have bundet det ind som en pakke, sammenbundet, men nu håber jeg, at De har modtaget den., men jeg har glemt noget, nemlig, jeg fik ikke mere end det halve nummereret, så jeg er bange for, at De ikke kan hitte rede i det. Jeg var kommet fra det, men hvis ikke, må De sende mig de blade, der ikke er nummer på tilbage, så skal jeg ordne det og omgående sende det igen.
Ja, det har, som De ser, været et stort stykke arbejde. Jeg mener også, det var en god beretning. Jeg har jo berettet om en hel omvandring og indflettet en hel del religiøse, filosofiske betragtninger, men, det syntes jeg, skulle med. Jeg venter at høre Deres bedømmelse af min beretning. Kuns en brøkdel, som De udplukker, kommer jo med i bogen.

Venligst
V. Jørgensen.

Jeg har tænkt på, at skrive en lille bog og læse op rundt om for betaling, men kan nok ikke holde ud at stå op så længe.




P. K. Hofmansen følger herefter familien i en række udskrifter fra folketællinger: 1787 fra Tjørring, 1801 samme sted, 1840 samme sted, i 1870 fra Balle sogn, Hids Herred, Viborg Amt kommer faderen Clemen Jørgensen, husbeboer, 29 år ind i billedet og ved folketællingen 1/2-1880 finder man faderen med familien sådan:

Iflg. Folketællingen 1/2-1880 for Lysgaard Herred, Frederiks sogn, Haurdals udflyttere: 1 hus.
Klæmin Jørgensen, 39, Tjørring Sogn, Ringkøbing Amt, husfader og jordbruger.
Elisebeth Laursen, 39, Bygholm S. Teilgaard, Skanderborg Amt, hans hustru.
Johanne Jørgensen, 14, Torning Sogn. Deres børn
Jørgen Thomasen Jørgensen, 11, Hørup S. tvilling. do
Christence Jørgensen, 11, Hørup S. do. do
Laurits Peter Georg Jørgensen, 8, Balle S. do
Vilhelm Jørgensen, 5, Sdr. Vissing S. tvilling. do
Viggo Jørgensen, 5, smst. do. do
Harald Jørgensen, 1, Frederiks S do

Kunstmaleren, vagabonden Vilhelm Jørgensen besøgte Trandum efterår 1943 og havde da fast opholdsted i Gjern.


Det foregående er afskrevet efter de notater, som P. K. Hofmansen har lavet i sit arkiv, som nok i alt væsentligt var tænkt som grundlag for en bog om Sevel sogn, hvilket en bemærkning i det sidste brev fra Vilhelm Jørgensen også tyder på, at han er blevet orienteret om. Materialet består af 65 sedler registreret i kasse B gruppe 62.

Undertegnede, som har foretaget afskriften har, som det tidligere er nævnt, bestræbt mig for at bibeholde stavemåde, tegnsætning m. v., som P. K. H. har afskrevet det fra Vilhelm Jørgensens hånd.

I øvrigt har jeg ofte hørt Vilhelm Jørgensen nævnt i min kones hjem, Smedegaard i Trandum, hvor hendes fader var gdr. Kristian Hofmansen, der også er nævnt af VJ. . Jeg har bedt min kone Gerda, født Hofmansen, om at skrive ganske kort om, hvordan hun husker VJ., som i hendes barndom ofte besøgte Smedegaard. Hendes bemærkninger følger her:

.............................


Her står Vilhelm Jørgensen og venter på at blive inviteret indenfor i Smedegård i Trandum.
(Klik på billedet for at se det større)

Mine erindringer om Vilhelm Jørgensen stammer tilbage fra min tidligste barndom og i perioden frem til han kom på et hjem.

Når Vilhelm Jørgensen kom til mit hjem Smedegaard - stod han et stykke fra gården for enden af plantagen, og hvis man ikke så ham, kunne han egentlig blive stående der i flere timer. Han skulle inviteres indenfor.
Min far gik så hen og bød ham indenfor til mad eller kaffe. Og så fulgte forestillingen. VJ mente, at hans hjerte sad løst, og han kunne derfor ikke tåle støj. Vi børn blev indprentet at være stille, når VJ var hos os.
Der var også problemer med at komme op ad trappen. Min Far fandt så en mursten til hjælp, og så gik det.
Min mor skulle være så forsigtig, når hun fyrede i komfuret, at hun ikke kom til at skramle med ringene.
I dag vil jeg nok sige, i bagklogskabens lys, at det var hans måde at få opmærksomhed på.
VJ blev behandlet med respekt, og hans særheder blev taget alvorligt.
Når han skulle til ro, gik min Far ud i laden og lavede en god rede til ham, helst af hø. Der blev sat vaskefad og vand ud til ham, og som det sidste afleverede han sine tændstikker. Ingen skulle være urolig og tænke på brandfare.

Næste dag efter morgenmad og en madpakke gik han atter ud på livets landevej.

Gerda