Vinderup 7. oktober 1998
Efterfølgende bringes uddrag af Chr.V's Danske Lov.
Registeret er her anbragt forrest uden sideangivelse, det er mest medtaget for at give et overblik over indholdet.
Jeg har ikke læst hele bogen, men blot slået op de steder, der efter indholdsfortegnelsen først
vakte min interesse; der er mest lagt vægt på de ting, hvor der for mig er urimeligt strege straffe
eller på anden måde usædvanligt.
Der er en del lovgivning om fast ejendom, markskel, arveret og i det hele taget forholdene på landet, hvor
jo mere end 90% af befolkningen levede.
Forklaringerne i fodnoterne er fundet af Gunnar Hallum, Jørgen Frederiksen og undertegnede.
Kurt Guldbæk
1. Artikel.
Vorned rettighed i de Lande, som det hidindtil brugeligt været haver, følger
Husbonden med Grunden, ved hvad maade han den lovlig bekommet haver, og Vorneden er pligtig til at antage Huus,
eller Gaard, som hans Husbond hannem paa sit eget forelegger; Og hvis han det ikke giør, da maa Husbonden
deeles hannem til Stavns med hans formue, om end skiønt han paa andre Steder haver boesat.
2. Artikel.
Præsterne maae ingen Skudsmaal give nogen Vornede, som fra et Sted til et andet ville
flytte, uden de have rigtig Afskeed fra Husbonden, og hans forlov dertil. Giør nogen Præst herimod,
da bøde han sexten lod(2)
sølv, Halvparten til vornedens Herskab, og den anden halve part til Præste Enker.
2. Vægt: ca. 15g. Mønt: 1/16 Mark
3. Artikel.
Hvis nogen af saadanne Personer skulle sig undslaae, eller forstikke fra deres husbond,
da maae de af Husbonden, hvor de antreffes, anholdes, at de til behørige Steder kunde forskikes til Gaarde
at antage, eller anden Tieneste at forrette, hvorpaa ingen forhindring, at nogen maa giores, naar Husbonden lovlig
beviser, at det er hans Vornede.
4. Artikel.
Boer-Bonde paa en Husbonds Grund, og det kunde hende sig, at hans Hustrue fødde
Drengebarn paa en andens Grund, da bør dog Vorneden til den Grund, som Forældrene boe paa.
5. Artikel.
Slegfredsøn er Vorned til den Grund, som hans Moder lovligen bevises at have været
paa den Tiid han blev avlet.
6. Artikel.
Vorned maa ey begive sig af sin Husbonds Grund, eller paa andet sted sig nedsette, uden
hans rette Husbonds Forlov. Tien vorned paa andet gods med sin Husbonds Villie, give Husbondhold aarlig to Lod
Sølv.
7. Artikel.
Haver Vorned fæst Huus, eller Gaard, af sin Husbond, i hvor det paa hans Husbonds
Grund, og ddet hender sig, at den Grund, som Vorneden er født paa, siden kommer under anden Husbond, ved
Arv, Kiøb, Mageskifte, Gave, eller Indførsel, da kand han ikke deeles til Stavns(3) af den, som Grunden bekommet havet, man han bliver Vorned
til den Grund, som han haver fæst Huus, eller Gaard, paa af den, som da var hans Husbond, og eyede begge
Grunde.
8. Artikel.
Haver og nogen Fribrev for sit Fødested af sin rette Husbond selv, og ingen anden,
bekommet, da maa han ey siden af nogen deeles til Stavns; Dog skulle alle saadanne Breve læses og paaskrives
til Hiemtinget, til tredie Ting i det længste, efterat de ere daterede, og derefter tingvidne tages, ellers
intet gielde.
9. Artikel.
Husbond maa sin Vorned vel frigive, men han maa hannem ingenlunde til anden selge. Selges
Vorned, da er han fri baade for den, som solgte, og for den, som kiøbte.
10. Artikel.
Ingen, som nyder noget Bøndergods, enten i forlening, eller for sin Bestilling,
u-anseet han i andre Maader Vornedrettighed nyder, maa give nogen Vorned Fribrev sin Efterkommere og Godset til
Skade.
11. Artikel.
Haver nogen Præst Vornede, som han ey selv fornøden haver til sit Gods, som
til hans Embede ligger, at besette, da tager den, som Herligheden haver, dennem til at besette sit Gods med. Man
tager Præstens vorned Gaard, eller Huus, paa anden Husbonds end paa dens Grund, som Herligheden haver, da
kand Præsten deele hannem til Stavns, om hannem til sit godses Besettelse fornøden haver: I ligemaade
den, som Herligheden haver, om Præsten hannem ikke behøver.
12. Artikel.
Skole-Personer og Studentere, saa længede blive ved deres Studeringer, og ikke slaae
sig til nogen anden Verdslig Hantering, Item Præste- og Degne-Sønner, skulle ey deeles til Stavns,
paa hvis Grund de og ere føde.
13. Artikel.
Ingen Vorned maa i Kiøbstæderne af Øvrigheden for Borger antages, med
mindre han haver sit Fribrev af sin Husbond. Skeer det, da agtes det ikke; Dog dersom det skulde hende sig at Vorned
haver nedsat sig i Kiøbstad, og der boet utiltalt paa ti Aars Tiid, og er enten en god Handels- Handverks-
eller Søfarendes Mand, da bør han at være fri for sin Fødestavn.
14. Artikel.
End haver Vorned været boesat paa Landsbuen uden sin Husbonds Grund i tyve Aar uden
Tiltale, da bør han og at være fra for sin Fødestavn.
15. Artikel.
Haver Vorned sig i Krigs-Tieneste begivet, og ikke bleven søgt for sit Fødested,
førend han Fændriks eller Kornets Plads haver anlanget, da maa han ey siden til stavns deeles.
1. Artikel.
Ingen Jøde maa sig her i Riget indbegive, eller sig finde lade, uden Kongens særdeles
Leidebrev under tusind Rigs-Dalers Straf af hver Person, som uden forskreven Leidebrev betrædes.
2. Artikel.
Hvo som nogen Jøde angiver og Kongens Amtmand anviser, skal have derfor hver gang
et halvt hundrede Rigs-Daler.
3. Artikel.
Tatere, som omløbe og besnige Folk med deres Bedrageri, Løgn, Tyveri
og Troldom, skulle af stedets Øvrighed paagribes, hvor de kunde befindes, og alt hvis de have med at fare
dennem fratages, og deres Anførere paa Livet straffes, og de andre inden vis Tiid at rømme Riget
fra næste Steder de kunde udkomme, og hvis de efter den Tiid spørges, eller overkommes kunde her i
Riget, da som deres Anførere at straffes paa livet, og hvo dennem huser, eller herberger, bøde til
sit Herskab for hver Nat, og for hver Person, som den der huser Fredløse.
1. Kapitel.
Om vildfarende Lære, Guds Bespottelse og Troldom.
1. Artikel.
Ingen i hvem det og være kand, som overbevises at være affalden til
den Papistiske Religion, maa tage nogen Arv, men den skal være forfalsen til hans næste Slegt og Arvinger,
Men haver han arvet, førend han forandrer sin Religion, da beholder han Arven; Dog skal han ikke maa boe
i Kongens Riger.
2. Artikel.
Findes nogen paa Jesuitiske Steder at have ganget i Skole, eller studeret, da skal
den ikke til noget Kald, enten i Skolerne eller Kirkerne betroes.
3. Artikel.
Munke, Jesuiter, og deslige Papistiske geistlige Personer, maa under deres Livs
Fortabelse ikke her i kongens Riger og Lande lade sig finde, eller opholde. Hvo vidende saadanne Personer huse
og herberge, eller stede dennem Plads til deres Romerske Ceremonier at fulddrive, straffes som de, der huse Fredløse.
4. Artikel.
Iligemaade skulle under samme Straf alle andre farlige Samquemme til nogen anden
Religions Øvelse, eller Prædiken, end den, som i den anden bog om meldet er, være afstraffede.
5. Artikel.
Dog er ikke formeent fremmede Herrers Gesanter, eller Ministris, som sig ved kongens
Hof opholde, eller residere, og ere af anden Religion, at de jo for dennem og deres egne Tienere i deres Huse deres
Religions Øvelse, og hvis tilhører maa bruge; Dog at ingen Prædiken holdes uden paa deres eget
Sprog; Men uden deres Logimenter og Huse, eller ser andre, end de fremmede Ministris og deres egne Tienere, maa
deres Præster hverken prædike, eller eller Sacramenterne uddele, eller nogen anden saadan Guds-Tieneste
sig understaae at forrette, meget mindre af Præster,eller andre Tienere, til disse Rigers og Landes Religions
Foragt noget foranderligt foretages.Skeer noget af sligt, og det ikke af den fremmede Ministro bliver tilbørligen
straffet og raadt Bod paa, da vide sig det selv, om Kongen ved andre Midler skulde foraarsages sin Lovs Lydighed
og Observants, som andre Potentater i deres Lande i lige tilfælde bruge, at erholde og bevare; Og forbydes
alvorligen at ingen, som ikke er nogen fremmed Ministri egen Betiente, maa bruge denne Frihed i deres Huse, eller
uden for bruge, eller søge, nogen fremmed Religions Øvelse, om de endskiønt ere af samme Religion,
og allermeest de, som ere af disse Rigers og Landes Religion, at de, af hvad Præfæxt det være
kunde ikke skulle lade sig finde paa de Steder, hvor og naar saadan fremmed Religions Øvelse forrettes under
den Straf, som Kongens Lovs modtvillige Foragtere fortieneer.
6. Artikel.
Kongens Ceremonie-Mester skal ikke forsømme, hvor nogen fremmed Minister, som anden
Religion bruger, sig opholder, hannem paa beste Maneer at informere, at ingen med nogen Uvidenskab skulle have
Aarsag til at undskylde.
8. Artikel.
Haver nogen sin Haand til nogen saadan Guds Foragt brugt, da bør den og af hannem
levendes at afhugges, og hos Hovedet paa Stagen fæstes.
10. Artikel.
Hvo som bruger nogen galne indbildede Konster, med Forsæt at ville forgiøre
og skade an anden, have sin hovedlod forbrudt; Og er det Mands-Person, da straffes han med Jern og Arbeid paa Bremerholm(4), eler andet saadant Sted, sin
Livs-Tiid; Er det Quindes-Person, straffes iligemaade i Spindehuset.
11. Artikel.
End bryde de ud, eller bortløbe, straffes paa deres Liv, om de kand antreffes.
12. Artikel.
Dersom nogen befindes med Segnen, Manen, Maalen, Igienvisning, visse Dages Udvælgelse,
Caracterers Misbrug, at omgaaes, og i saadanne mistænkte Konster syndige og forfarne at være, og dem
øve og bruge, da skulle de have forbrudt deres Boeslod, og rømme Kongens riger og Lande.
13. Artikel
De, som ere sadanne Folkes Medvidere, og deres Raad og Konster til sig, eller andre, bruge,
eller bruge lade, skulle første Gang staae aabenbare Skrifte, og give til næste Hospital to Tusinde
Lod Sølv, om de Middel dertil have, ellers efter deres yderste Formue. Befindes nogen anden Gang i samme
Forseelse, da straffes den ligesom de, der saadan Ugudelighed og Daarskab øve.
1. Artikel
Hvo nogen Quindes-person beligger, bøde til sit Herskab med fire og tyve Lod Sølv,
og Quindfolket tolv Lod Sølv, og stande de begge aabenbaare Skrifte. Have de ikke Middel til Bøderne,
da straffes de efter deres Formue og med Fængsel paa Kroppene; Men dersom de egte hverandre, da betale han
til Bøder, halv femte Lod sølv, og hun halv saa meget, og være fri for Skriftemaal.
2. Artikel
Beligger nogen Formynder sin Myndling, eller Lavværge den Enke, som han er Lavværge
for, da bør han, om han ledig er, at egte hende, om hun vil. Vil hun ikke, da haver han forbrudt sin halve
Hovedlod(5) til hende, foruden
Bøderne til Herskabet. Kand han ikke egte hende, formedels han gift er, da haver han forbrudt sin heele
Boeslod til lige Deele imellem hende og Herskabet.
4. Artikel.
Dersom nogen enten selv, eller ved andre, beder om en Dannemands(6) Daatter, og derover beligger hende, før Trolovelsen
skeer, eller han faaer endeligen svar, da skal han endeligen tage hende til Egte, om hendes forældre, eller
formyndere, ville der samtykke, Ville de ikke, da bør han at give hende en hæderlig Hiemgift efter
hans Formue.
5. Artikel.
Det samme er og, dersom nogen biligger anden Møe, eller Enke, som tilforn haver
været uberøgtet. Siger han ney for Gierningen, og hun kand hannem det ey overbevise; da værge
han sig derfor med sin Eed.
6. Artikel.
Sigter Quind-folk nogen mands-Person, at han hende beligget haver, og saaledes aabenbarer
sin egen Skam, og giør sig selv til hore, og ingen Kiends-Gierninger findes dertil, da bør hun det
at bevise, eller bøde sine tre Mark som en løgner.
7. Artikel.
Siger og Mands-Person sig at have havt legemlig Omgængelse med uberøgtet Quinde,
Enke, eller Møe, og han det ey skielligen kand bevise, bøde iligemaade sine tre Mark som en løgner.
8. Artikel.
Dersom nogen befindes ublueligen at have skændt den een uberøgtede Møe,
elleer Enke, efter den anden, tre elleer fleere, da skal han ikke allene bøde, som forskrevet staaer, men
og straffes enten paa Livet, eller i andre Maader med høyeste Straf, andre til Exempel og Forskrekkelse.
9. Artikel.
Men er det med berøgtede Quind-Folk han saadant haver begaaet, da straffes han paa
Formuen og paa kroppen med Fængsel, og hun tredie Gang iden al Naade til Kagen(7).
10. Artikel.
Lader nogen fornemme Mands Enke, eller Daatter, ihvad Stand de ere udi, Geistlig eller
Veerdslig, sig i Uære beligge, da maa hendes Værge, saa fremt han og næste Frænder ikke
hende ville benaade, hende strax tage, og fængslig lade indrette og forvare i hendes Livs Tid, og alt hendes
Gods til sig annamme, og det altsammen nyde og beholde, saalænge han hende saa i Fængsel og forvaring
holdendes vorder; Dog naar hun døer, skal hendes Gods strax igien komme til hendes næste og rette
Arvinger, eller Ægte-Born; Og hvem i saa Maader beligger nogen fornemme Mands Enke, eller Daatter, da skal
han agtes som mindre Mand, med mindre han hende med hendes Værges og Frænders Villie og Samtykke egter.
11. Artikel.
Hvo som i Kongens Gaard skænder nogen Quinde, eller Møe, og han der haver
føret tro Tieneste, han skal miste sine to Fingre.
12. Artikel.
Er Quind-Folket betroet nogen Nøgle til Øl, Mad, Klæder, Penge, eller
andet, som bør at være forvaret, da straffes den, som hende besover, som en aabenbare Tyv, om han
tieneer i Gaarde med hende.
13. Artikel.
Om nogen, som ere hinanden i anden Leed, eller andet og tredie Leed, eller i tredie lige
Leed, beslegtede, eller i samme Leede besvogrede, findes at ligge i et ont Levned tilsammen, og avle Børn,
da skal Amtmanden, eller hvem deres Herskab er, Sagen med dennem efter deres yderste Formue aftinge, og de st?en
forvises Landet, End rømme de ikke, da straffes de paa deres Hals. Skeer det anden Gang da uden Naade straffes
paa deres Liv.
14. Artikel.
De, som sig i de forbudne Leed imod Guds Lov, enten i Blod, eller Svogerskab, forsee, straffes
paa ders Liv, og derforuden, saa fremt samme Blodskam er begangen baade med Fader og Søn, eller baade med
Moder og Daater, eller af Søn med Moder, da skulle Kroppene, nar de halshugne, kastes paa en Ild og opbrændes.
15. Artikel.
Omgængelse, som er imod Naturen, straffes med Baal og Brand.
16. Artikel.
Dersom nogen voldtager en ærlig Møe, eller Enke, og det bevises miste sit
Liv, eller, om han ey be?rædes være fredløs; Men om hannem benaades Livet, tage sig hende til
Hustrue, om hun og hendes Formyndere og Frænder ville; Men ville de ikke, give hende af sine Penge og Gods
efter fælles Venners Raad og Samtykke.
17. Artikel.
Bliver nogen befunden at have voldtaget den een efter den anden, og ingen af dem tager
til Egte,han bør uden Naade at straffes paa Livet.
18. Artikel.
Hvo som nogen Quind-Folk vil med Vold tage, og hendes Raab og Skrig om Hielp høres,
og synes blaat Kiød, eller revne klæder, han miste sit Liv, enddog han sin Villie ikke fuldkom.
19. Artikel.
Hvilken Kone, der siger sig at være voldtagen, hun skal, saa snart hun kommer i sin
egen Styrke, klage over den Vold, som hende er gjort, for Naboer og Naboersker, og paa Kirke Stævne, og siden
paa Tinge, og da er det vel troeligt, at hende er vold gjort; Men tier Konen, efter at det er blevet aabenbaret,
og Folk veed deraf, baade Naboer og Naboersker, at den Mand har havt med den Kone at bestille, eller at hun vorder
med Barn, og klagerey før derover, de er det troligt, at hun er bleven voldtagen.
20. Artikel.
Sigter Quind-Folk Mands-Person for Voldtægt, og han ved Dom bliver frikiendt for
Voldtægt, da er hun, som sigter, skilt ved at sin Ret for Leyeremaal.
21. Artikel.
Ganger kone Vold over, da skal det ikke være hende til Hinder, eller Æres Forkleining
i nogen Maade.
22. Artikel.
Hvo som trolover sig med een, og siden sig i Egteskab med en anden begiver, bør
at rømme Kongens Riger og Lande.
23. Artikel.
Hvilken Egte-Mand, eller Egte-Quinde. Sig med en anden i Egteskab indlader, bør
at miste sin Hals.
24. Artikel.
Hvilken Egte-Mand, som haver sin Egte-Hustrue levendes, eller hvilken Egte-Hustrue, som
haver sin Egte-Mand levendes, og bliver befunden i aabenlys Hoer, saa det er beviisligt, da skulle de første
Gang, hvis Brøst saa findes, straffes paa deres Gods og Penge efter deres yderste Formue. Findes de anden
Gang, da skulle de iligemaade straffes paa deres Gods, og siden strax forvises af Landet; Komme de tredie Gang,
saa det er beviislift, da skal den Egte-Mand, hvis Brøst saa findes, miste sit Hoved, og den Egte Quinde,
hvis Brøst saa findes, druknes; Og naar Hoer saa beviises nogen over for tilbørlig Dommere, da skal
Dommeren give det Amtsmanden, eller Husbonden, eller andre, som det bør at straffe, tilkiende.
25. Artikel.
Befindes nogen Egte-Mand at have med anden Egte-mands Hustrue aabenbarlig og ubluelig Omgængelse,
og de ikke efter Udvarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deres skammelige og forargelige Levned,
da bør han at miste sin Hals, og hun at stoppes i en Sæk og druknes.
26. Artikel.
Saa fremt nogen letfærdig staaer aabenbare Skrifte paa løgnagtig Bekiendelse,
og Quindes-Personen een for Barnefader udlegger, eller og Mands-Personen sig for Barnefader udgiver, og siden dog
befindes en anden rette Barnefader at være, da, saa fremt nogen løgnagtig skrifter selv inden Fierding
Aar dernæst efter gaaer til Sandheds Bekiendelse, skal den saa vidt benaades, at den staaer aabenbare skrifte
for sin Forargelse. Skeer det ikke, men den lovligen overbevises løgnagtig at have Skriftet og udlagt, skal
den uden Naade straffes til Kagen og forvises Landet. Den person, som saadan een til den første falske Bekiendelse
bragt og forleedt haver, bør at agtes for en løgner og Mindre Mand, og sin Boeslod til sin Husbond
have forbrudt.
27. Artikel.
End haver han ingen Boeslod, da dømmes han i Jern.
28. Artikel.
Er det Quindes-Person, som løgnagtigen paatager Barnemoder at være, og derpaa
staaer aabenbare Skrifte, da bør hun at dømmes i Spindehuset.
29. Artikel.
Letfærdige Quindfolk, som paa fremmede Steder, hvor de ubekiendte ere, imod Tiden,
at de skulle føde, sig begive, maae de, som hende Huus laane, ikke efter deres Barnefødsel lade fra
sig komme, førend de ved Stedets Øvrighed have tilkiendegivet, paa det nøyagtigsand erfares,
hvo deres Barnefader er, samt deslige Omstændigheder, som til Sagens Kundskab og Oplysning udkræves,
saa fremt de ey derfor paa deres yderste Formus ville straffes, Befindes Sogne-Præsten det ikke at give Øvrigheden
og Herreds-Provsten strax tilkiende, naar Barnet af hannem christnet er, da miste uden al Naade sit Kald.
30. Artikel.
Hvilken Mands Person sig i Horehuus lader finde til Utugt at bedrive, og der antreffes,
straffes første Gang med otte Dages Fængsel, anden Gang dobbelt saa længe. Quindfolk, som i
saadanne Huse opholde til Utugt, straffes med Kagen, eller settes i Spinde-Huset.
Af professor Aksel Milther, Landbohøjskolen 1949.
Vornedskab:
Oprindelig kunde fæsteren frit opsige fæstekontrakten og flytte, hvorhen han
vilde, men naturligvis skulde han overholde fontrakten, og dette kom til at betyde mere, de fæstet blev sædvanemæssigt
langvarigt. For godsejerne kom vanskelighederne ved at få nye fæstere, navnlig som følge af
affolkningen efter den sorte død fra 1350 og vandringen fra land til by i landbrugets dårlige perioder.
Retstrætter angående fæstere, der uden lovlig opsigelse havde forladt gårdene blev mere
almindelige.
I Sjællandske Lovs område blev det efterhånden regnet som en retsregel, at fæsteren altid kunde kræves tilbage til godset, når godsejeren ikke ønskede at tage imod en opsigelse, og dette var et stavnsbånd, der betegnedes som vornedskab (i datiden: Vornedpligt).
Oprindelig betød vornedskab kun værneforhold, og indeholdt ikke noget stavnsbånd. Sædvane og pres fra godsejerne skabte dette forhold, der således ikke blev indført ved nogen lov. Men efterhånden anerkender lovene forholdet, første gang Lollands Vilkår 1446.
Vornedskabet blev en pligt til at blive på det gods, hvor man var født og tage gård der. Det gjaldt kun på Sjælland og de sydlige øer, hvor godsforholdet var tidligst og stærkest udbredt. Livegenskabet havde på denne tid bredt sig i Mellemeuropa. Vornodskabet her var mindre vidtgående, det gjaldt navnlig ikke kvinderne, og i Danmark bredte det sig ikke længere end til Storebælt og Øresund.
Den vornede hørte til godset, og kunde ikke overdrages til en anden, uden at det skete i forbindelse med godsoverdragelse. Noget sådant forekom dog som misbrug. Kristian II optrådte derimod, og med hans store reformlov, Landretten fra 1521 blev der gjort skridt i retning af vornedskabets ophævelse. Frederik I var tilbøjelig til at gøre skridtet fuldt ud for at dæmpe uroen blandt bønderne, men rigsrådet fik loven ophævet. Vornedskabet fortsatte, men disse og senere begivenheder er vidnesbyrd om, hvor svært denne ufrihedsordning trods alt havde ved at blive akcepteret i dansk retssystem.
Bruges i gl. Dansk om den, der er under andres værn; husfolk og tjenere, de, der bor på anden mands jord i by eller på land som lejere eller fæstere; men der forbindes oprindelig ikke hermed nogen tanke om frihedstab, og fæstere og lejere havde f. eks. ubetinget ret til at opsige deres kontrakter og flytte bort fra ejerens grund. Denne oprindelige betydning af vorned findes den dag i dag spor til, idet man på Bornholm taler om Vornedegårde, uagtet vorned i egentlig forstand aldrig har været kendt på Bornholm, og disse gårde i sin har været almindelige fæstegårde.
Men omtrent fra midten af 15. årh. begynder det egentlige vorned at udbrede sig på det sjællandske retsområde; Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bogø. Idet det blev sædvane - nogen lov herom kendes ikke -, at den mandlige bondebefolkning på godserne ikke uden husbondens samtykke måtte forlade fødestavnen og var pligtig til dér at overtage en ledig fæstegård eller jord med bolig
Over for de fremstillinger af vorned, som man endnu kan møde, hvor dette fremstilles som "slaveri", må det vel mærkes, at vorned aldeles ikke står i forbindelse med den gamle trældom, der var ophørt et par hundrede år, før vorned udvikledes. Desuden må det fremhæves, at vorned kun kendtes i en del af riget, at det her kun hvilede på mænd af bondebefolkningen, og at vorned ikke medførte andet eller større frihedstab end her angivet; der var ikke tale om, at husbonden kunne tvinge den vornede til arbejde eller hoveri, gøre indgreb i hans personlige rettigheder, tvinge ham til ægteskab eller deslige, som tilfældet var, hvor livegenskabet, som i største delen af Europa, herskede.
En anden sag er, at vorned af og til misbrugtes derved, at husbonden tiltog rig ret til at sælge eller bortgive deres ledige bønder imod deres vilje til et andet herskab; dette misbrug begyndte formentlig under Kong Hans; bekendt er Chr.Il's skarpe fordømmelse af denne "onde ukristelige Sædvane" (Geistlig Lov Kap. 3), der imidlertid vedblev indtil Danske Lov, men det må vel erindres, at køberen atter kun kunde forlange, at den købte skulde overtage en øde gård på hans gods og mange "salg" er selvfølgelig sket med bondens samtykke for at skaffe ham en gård. Det må jo nemlig mærkes, at landgildet af fæstegårdene ikke beroede på husbondens vilje, men var bestemt ved sædvanen, og at det derfor i og for sig så langtfra kan betragtes som en straf at overtage en fæstegård, at dette jo som regel vil være en fordel. Men når dette var tilfældet, hvorfor behøvedes så vVorned, og når Skåne, Fyn og Jylland aldrig har kendt vorned, hvorfor behøvedes det da på sjællandsk Retsområde? Bestemt kan dette ikke besvares, men de sjællandske husbonder må have faret hårdere frem med deres fæstere f.eks. ved at forøge hoveriet end i den øvrige del af riget, og dette har haft til følge, at deres bønder har søgt andetsteds hen, hvilket atter har medført, at mange gårde på godserne lå øde. Regeringen, der skulle have skatterne betalt af husbonderne, har så set imellem fingre med, at vorned indførtes for at formindske det øde gods. At det er de øde gårde, der er årsag til vorned og ikke en ganske umotiveret lyst til at bringe bonden i trældom, er indlysende, når man ser, at hovedsagen i vornedskabet er pligten til at overtage en gård.
På samme måde var det forbudt selvejerbønder at lade deres gårde ligge øde; man tvang dem til at blive på gårdene og dyrke dem. De vornede betragtedes som tilbehør til godset, der fulgte med ved overdragelse, når det modsatte ikke udtrykkeligt var sagt, og de kunde ikke forlade grunden uden husbondens samtykke og mod en afgift til ham, husbondhold; drog de bort uden tilladelse, kunde de søges tilbage, "deles til stavns" dog med nogle indskrænkninger, som især bestod i, at når en vorned var bleven borger i købstæder eller havde boet dér i visse år upåtalt af husbonden, ophørte dennes ret.
Skønt vorned var langt mildere end de tunge bånd, der i næsten alle Europa's lande hvilede på bondebefolkningen, havde man fra gammel tid klart blik for, at det var en uret at opretholde det i enkelt retsområde. Christian II's forsøg på at komme vorned til livs glippede, og Frederik I, der godt så vorned's uretfærdighed, gjorde kun et svagt tilløb til at ændre forholdene; derimod gjorde Christian IV i årene 1633 - 34 et alvorligt forsøg par at afskaffe vorned, men det kunne ikke gennemføres mod adelens modstand og i den følgende tid foretoges kun småændringer.
Ved Danske Lov 3-14 blev vorned lovfæstet, og det forbødes nu ved Danske Lov 3-14-9 at sælge vornede; men først Frederik IV ophævede vorned ved forordningen 21. feb. 1702. 30 år senere indførtes imidlertid stavnsbåndet, der i visse henseender var hårdere end vorned; efter datidens anskuelse, såvel her som i udlandet anså man det nemlig vedblivende for umuligt at få den øde jord bebygget, når der ikke sattes en skranke for bøndernes vandrelyst.
3. "deles til stavns": tvinges tilbage til den gård hvorpå han var sat af husbond
4. Flådens værksteder, delvis drevet med straffefanger.
5. Hovedlod: Samlet formue, som en mand eller et ægtepar ejer.
6. Dannemand: Efter reformationen kunne præsterne gifte sig, dog kun med gode dannemænds døtre. Dannemænd var ikke-adelige, der i kraft af sin stilling havde hævet sig over den almindelige befolkning.
7. Kagen er en pæl på torvet, hertil bindes overtræderen og piskes.