Kære Anna og Johannes.
Jeg vil gerne på Karens og egne vegne ønske jer rigtig hjertelig tillykke med jeres diamantbryllup her i dag.
Karen har kun kendt jer i få år og jeg ikke ret mange flere. Bekendtskabet er sket i forbindelse med vore fælles interesser, slægtsforskning og lokalhistorie. Da Karen i 2000 vendte tilbage til sin fødeby, begyndte hun at komme på Arkivet for at søge tilbage i sine rødder. Af de ’rødder’, hun ofte mødte der på Arkivet, var også du, Johannes og med din sædvanlige nysgerrighed skulle du da straks vide, hvem du her havde for dig!
Mit bekendtskab med jer går lidt længere tilbage, nemlig til 1994, da jeg blev indvalgt i bestyrelsen for Vinderup Egnshistoriske Forening. Da blev Johannes valgt til formand efter nogle år i bestyrelsen..… og hvilken formand! Jeg husker, at mit første indtryk af ham var, at det da var utroligt, at sådan en bondeknold kunne bruges til formand. Det tør jeg godt sige, for Johannes har fortalt mig, at hans indtryk af mig ikke var stort anderledes! Jeg vil så gerne tilføje, at jeg siden HAR fundet ud af, at han kunne bruges som formand!
Når man kommer til at kende Johannes, har det en række bivirkninger. For eksempel har han gerne en række praktiske ting, som man kan få lov til at hjælpe ham med. Det indebærer, at man bliver inviteret ind til en kop kaffe eller til at spise med, afhængig af tidspunktet! Det er den bedste bivirkning ved Johannes, for så kommer man også til at kende dig, Anna. Jeg tror, at du er verdens mest gæstfrie menneske, jeg kender ingen, som kan måle sig med dig. Du er altid klar til at levere en kop kaffe med en ”bid” brød til. I mange år troede jeg, at du stammede fra Sønderjylland, da jeg havde hørt om de sønderjydske kaffeborde.
I har en utrolig stor vennekreds, og jeg tror, at rigtig mange af dem er nogen, som Johannes har ’slæbt til huse’. Man skal ikke vise ret stor interesse for slægtsforskning eller lokalhistorie, før Johannes inviterer en hjem for at fortælle og selv få mere at vide. Det har bragt rigtig mange mennesket til jeres hjem gennem årene; mennesker, som har lært at sætte pris på jer!

Så har jeg også lidt på hjertet som formand for Vinderup Egnshistoriske Forening.
Hvor mange år I har været medlem af Vinderup Egnshistoriske Forening, har jeg ikke kunnet finde ud af, men jeg vil tro, at det er næsten alle dens 32 år.
I 1990 blev du, Johannes, indvalgt i bestyrelsen og som sagt før, blev du formand i 1994 efter at have været næstformand i tre år. Du holdt ud som formand helt til 1999, hvor du trak dig for at lade yngre kræfter tage over.
Da du blev formand, var du ikke nogen årsunge, men jeg husker dig som utrolig åben for nye ideer. Der var ikke noget med, at dette eller hint kunne vi ikke gøre, for det havde vi aldrig gjort før! Du bragte foreningen over i den moderne EDB-tid med dens velsignelser og ulemper, du anskaffede selv EDB og gik på kurser for at lære at bruge det.
Da du i 1999 gik ud af bestyrelsen, bad du, om du ikke nok måtte beholde en nøgle til Arkivet. Det har både du og i særdeleshed vi haft stor glæde af; du har siden altid været klar til med lang eller kort varsel at afløse eller på anden måde yde os hjælp.
Anna havde en broder i København, P. K. Hofmansen. Han var levende interesseret i historie og i særdeleshed i Sevel Sogns historie. Da han døde, sørgede I for, at hans mange (en hel flyttebil fuld) efterladte papirer kom til Sevel i stedet for forbrændingen og senere deponerede I det store materiale på Arkivet, hvor vi stadig har stor glæde af det.
Alle disse fortjenester skal ikke gå upåagtet hen, derfor har bestyrelsen for Vinderup Egnshistoriske Forening besluttet, at I begge fra i dag er udnævnt til

ÆRESMEDLEMMER